Video : Tipsbladet
Ligue 1

Rygtet til Chelsea: Nu byder Monaco på russisk VM-helt

AS Monaco bekræfter, at den franske klub har budt på 22-årige Aleksandr Golovin.

Den 22-årige midtbanespiller Aleksandr Golovin strålede i Ruslands 5-0-sejr over Saudi-Arabien i åbningskampen ved VM, hvor han scorede et mål og lagde op til to, og var efterfølgende en af de bærende profiler på det russiske mandskab, der endte med at gå hele vejen til kvartfinalen.

De fine præstationer har også tiltrukket interesse fra de store europæiske ligaer, hvor især engelske Chelsea har været favoritter til at hente CSKA Moskva-profilen.

Men nu melder franske AS Monaco sig så også ind i kampen:

- Vi har givet CSKA et bud på Golovin. Jeg ikke fortælle, hvor stort beløbet er, men det er et godt bud, og vi har tilbudt Golovin en kontrakt på fem år. Jeg anser et skifte til Monaco som den bedste mulighed for Golovin. At gå direkte fra den russiske liga til den bedste liga i Europa er meget risikabelt, fortæller klubbens vicepræsident Vadim Vasilyev til Sport Express.

Aleksandr Golovin har kontrakt med CSKA Moskva frem til sommeren 2021, men meget tyder altså på, at han ikke er at finde i klubben i den kommende sæson.