Video : Tipsbladet
Superliga

Rømer om Randers-skifte: Bedst for alle parter

Det er bedst for alle parter, at Andre Rømer skifter fra OB til Randers FC, mener spilleren.

Skiftet fra FC Midtjylland til OB blev aldrig en succes for Andre Rømer, og derfor har fynboerne skibbet den alsidige spiller videre til Randers FC torsdag formiddag. 

Det blev kun til 12 kampe i OB-trøjen for Rømer, der skiftede til OB for at få mere spilletid, end han gjorde i FC Midtjylland, og derfor er det også bedst for alle parter, at han kommer videre. Det fortæller han til OB's hjemmeside. 

- Hverken for OB eller for mig personligt blev samarbejdet den succes, vi havde håbet på. Derfor tænker jeg også, at det er bedst for alle parter, at jeg kommer videre, fortæller Rømer, der dog har været glad for sin tid i klubben: 

- På trods af manglen på spilletid har jeg været rigtig glad for min tid i OB, for klubben og folk i og omkring klubben. Både jeg selv og min familie har været glad for at være i Odense, men jeg skiftede til OB for at få mere spilletid, og sådan endte det ikke. Derfor ser jeg også frem mod de nye muligheder, jeg får i Randers, og jeg tænker at det er en god løsning for alle.

OB kunne onsdag præsentere Rømers tidligere holdkammerat fra FC Midtjylland, Janus Drachmann. Han overtager Rømers trøjenummer, 8.