Klopp bekræfter: Oxlade-Chamberlain misser størstedelen af sæsonen
Foto: Getty Images
Premier League

Klopp bekræfter: Oxlade-Chamberlain misser størstedelen af sæsonen

Jurgen Klopp regner med, at Liverpool må undvære den engelske profil det meste af den kommende sæson.

Alex Oxlade-Chamberlain fik en forfærdelig sæsonafslutning i foråret. I Champions League-semifinalen mod Roma pådrog den engelske offensivspiller sig en alvorlig knæskade, der endte hans sæson for Liverpool og ødelagde hans drøm om at komme med England til VM.

Men som om at det ikke var nok, kommer Oxlade-Chamberlain også til at misse størstedelen af den kommende sæson. Det bekræfter Jürgen Klopp ifølge BBC.

- Det føles som om, at nu er et passende tidspunkt at fortælle folk, at Ox vil fokusere på at komme tilbage og genoptræne i den kommende sæson, fortæller Klopp.

Der er imidlertid ikke tale om et tilbageslag, og der har heller ikke været et problem med operationen eller genoptræningen. Det har hele tiden været planen, fortæller den tyske træner.

- Operationen - som blev foretaget dagen, vi mødte Roma - har været helt succesfuld, og hans genoptræning er startet glimrende.

- Men sandheden er, at vi forbereder os på denne sæson, mens vi ved, at han ikke vil være sammen med os til kampe i størstedelen af sæsonen. Hvis vi ser ham tilbage i sæsonen, vil det være en bonus.

Oxlade-Chamberlain skiftede sidste sommer fra Arsenal til Liverpool, hvor han i sin første sæson spillede 41 kampe med fem mål til følge.