Karius overvejer situationen i Liverpool
Foto: Getty Images
Premier League

Karius overvejer situationen i Liverpool

Loris Karius er ikke helt tilfreds med Liverpools køb af Alisson, og den tyske målmand spekulerer nu på, hvad fremtiden skal bringe.

Liverpool har fået styr på målmandssituationen, og det kommer ikke Loris Karius til gavn.

Den tyske målmand erobrede ellers pladsen som førstemålmand i sidste sæson, men Jürgen Klopp var ikke helt tilfreds, og derfor har Liverpool hentet brasilianske Alisson i Roma.

Den nye målmand er udset til at være det klare førstevalg – det indikerer titlen som verdens dyreste målmand også – og Loris Karius kan ikke forvente at få meget spilletid i den kommende sæson, og det bekymrer ham.

- Selvfølgelig er det ikke perfekt for mig, men jeg kan heller ikke sige meget mere. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke sige, hvad jeg gør lige nu – der er stadig noget tid tilbage, fortæller Loris Karius ifølge Daily Mail med henvisning til deadline på sommerens transfervindue.

Søndag aften var det dog Loris Karius, der vogtede Liverpool-målet i en træningskamp mod Dortmund, da Alisson fortsat er på ferie. Her leverede han dog flere fejl, og overbeviste ikke Jürgen Klopp om, at han kan give Alisson kamp til stregen.

Loris Karius skiftede til Liverpool i 2016, og han har kontrakt med Premier League-klubben tre år endnu.