Video : Tipsbladet
1. division

Har set på 100 angribere: SIF håber på ny spiller inden søndag

Silkeborg IF håber at kunne præsentere en ny angriber inden sæsonpremieren søndag.

Silkeborg IF jagter en ny angriber, og den jagt har stået på hele sommeren, uden det indtil videre har ført til noget. Men det er tæt på.

På søndag indleder Silkeborg IF sæsonen i NordicBet Ligaen med en hjemmekamp mod Thisted FC, og her skulle klubben gerne kunne skrive en ny angriber på holdkortet, fastslår Peter Sørensen.

- Vi kunne have fået 100 angribere, men vi skal sørge for, at den, vi henter, er den rigtige. Det tror jeg er lige op over. Jeg håber, at der kommer én inden på søndag, siger Silkeborg-manageren til Skipperligaen.

Lige nu er den primære angriber i Silkeborg IF brasilianske Alex, der kom til klubben for et år siden, og han har stort set været skadet nonstop. Brasilianeren fik blot seks minutter på banen i sidste sæson, og han er stadig ikke helt oppe at ringe. 

- Jeg synes, han bliver bedre og bedre, det er også naturligt nok. Det er vigtigt for ham, at han kan gå ind og spille på en stor bane. I den sidste tid, hvor han har været klar, inden Superligaen sluttede, havde vi ikke mulighed for at træne ret meget, fordi der var så mange kampe. Og her i opstarten har vi ikke været, så vi kunne spille ret meget 11 mod 11, og derfor har han mest trænet på små områder. Overgangen fra at spille på relativt små områder til fuld bane er stor, og det skal han vænne sig til. Det tænker jeg er lige tidligt nok endnu, fortæller Peter Sørensen.

Silkeborg IF har i øjeblikket Vejle-talentet Agon Mucolli til prøvetræning. Den 19-årige midtbanespiller er storebror til Arbnor Mucolli, der har imponeret stort for Vejles Superliga-mandskab de første to runder.

- Jeg synes, han er en spændende spiller. En ung mand, som er kommet lidt på fejlkurs i Vejle, og derfor har vi haft lejlighed til at se på ham. Jeg kan godt se, hvorfor der er mange, der synes, han er en spændende spiller - det synes jeg også. Jeg kan også godt se noget, han helst skal blive bedre til, hvis han skal gå fra talent til stamspiller i 1. division eller Superligaen. Han kommer til at være her resten af ugen, og så tager vi stilling til, hvad vi skal gøre fremadrettet, siger SIF-manageren.

Silkeborg IF har blandt andre hentet Svenn Crone i Brøndby IF denne sommer.