Emil Berggreen opereret igen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Bundesliga

Emil Berggreen opereret igen

Mainz-danskeren Emil Berggreen har været endnu en tur under kniven.

Fra Emil Berggreen skrev under på en kontrakt med Bundesliga-klubben Mainz 05, til han fik debut, gik der 665 dage. 

Den tidligere Hobro-spiller har været ramt af et sandt skadeshelvede i Tyskland, men han formåede at gøre et imponerende comeback efter næsten to års pause. Emil Berggreen scorede i sin debut, og han nåede at ramme netmaskerne fire gange i Bundesligaen i den forgangne sæson.

Mainz 05 meddeler nu på klubbens hjemmeside, at Emil Berggreen har været i USA, og at han vender tilbage til Tyskland i slutningen af ugen. Der oplyses ikke, hvad danskeren har lavet i USA, men ifølge Ligainsider og Kicker er der tale om et besøg i forbindelse med en operation i området omkring knæet.

Emil Berggreen har spillet 16 kampe for Mainz' førstehold. Hans kontrakt udløber om et år.