Medie: Frederik Sørensen kan forlade FC Köln
Foto: Getty Images
Bundesliga

Medie: Frederik Sørensen kan forlade FC Köln

Danskeren fra FC Köln ser ikke ud til at være træner Markus Anfangs førstevalg, og han kan forlade klubben, hvis der kommer et acceptabelt bud.

Efter to gode sæsoner i FC Köln spillede både Frederik Sørensen og den tyske klub under niveau i sidste sæson, der endte med en nedrykning, og nu er det slet ikke sikkert, at den danske forsvarsspiller indgår i planerne for den kommende sæson.

FC Köln, der jagter oprykning, har ansat Markus Anfang som træner, og det forlyder fra det tyske medie Bild, at Anfang ikke ser Frederik Sørensen som førstevalget på højrebacken.

Det skal også være forklaringen på, at danskeren har fået at vide, at han kan forlade klubben. Angiveligt kan han købes for omkring 38 millioner kroner. For et år siden havde en salgspris på Frederik Sørensen været meget, meget højere, for der var han landsholdsspiller, gjorde det godt og var fast mand på Köln-holdet.

Danskeren, 25 år, har tre år igen af sin aftale med den tyske klub, men det er altså ikke sikkert, at han er meget længere i klubben. På backpositionen kæmper Sørensen med Lasse Sobiech og Jorge Mere.

Markus Anfang skiftede denne sommer fra Holstein Kiel og har taget Dominick Drexler med sig fra FC Midtjylland.

Frederik Sørensen har en fortid som seniorspiller i Verona, Juventus og Bologna.