Klopp langer ud efter Sergio Ramos: Hensynsløs og brutal
Foto: Getty Images
Champions League

Klopp langer ud efter Sergio Ramos: Hensynsløs og brutal

Sergio Ramos får sig en ordentlig omgang kritik for sin stil på banen af Liverpool-manager Jürgen Klopp.

I Liverpool har man stadig ikke glemt, hvem der skadede deres helt store stjerne, Mohamed Salah, i Champions League-finalen. Ved den engelske klubs USA-tour kom Liverpool-manager Jürgen Klopp ind på, hvordan han opfattede Sergio Ramos.

Det skete ved et pressemøde, og Klopp er bestemt ikke imponeret af den spanske forsvarsspiller.

- Hvis man lægger alle Ramos' situationer sammen - og jeg har set fodbold siden, jeg var fem år gammel - så vil du se rigtig mange situationer med Ramos. I finalen året før mod Juventus var han skyld i det røde kort til Juan Cuadrado. Han rørte ham sådan (prikker sig selv med en finger red.) og han gjorde en stor ting ud af det. Det er der ingen, der taler om bagefter, siger Klopp.

Det blev da også til et par ord om, hvordan han oplevede den skade, som Sergio Ramos påførte Salah tidligt i Champions League-finalen.

- Hvis du ser den igen, og du ikker er Real Madrid-fan, så vil du tænke, at det var hensynsløst og brutalt. Man tænker ikke 'Wow, god tackling'. Her prøvede Salah at holde på bolden, tage nogle meter og sætte fart i kampen. Derefter ser jeg samme dommer tage de store kampe ved VM, og der er stort set ingen, der taler om det, lyder det fra den tyske manager.

Salah måtte forlade banen med en alvorlig skulderskade, og Liverpool tabte Champions League-finalen med 1-3.