Video : Tipsbladet
Bundesliga

Bundesliga-klub inviterer unge under 14 år til gratis fodbold

Hertha Berlin ønsker at gøre mere for klubbens yngste fans, og derfor inviterer Bundesliga-klubben til gratis fodbold for børn under 14 år.

I gennemsnit er der omtrent 50.000 tilskuere, der besøger det olympiske stadion i Berlin, når byens Bundesliga-hold spiller sine hjemmekampe. Der er dog plads til 74.649 tilskuere på stadionet, og Hertha Berlin håber at kunne udfylde endnu flere pladser fremover.

Klubben har derfor søsat et projekt, der skal få de helt unge fodboldfans til at valfarte til hjemmekampene i den kommende sæson.

Børn under 14 år vil fremover kunne se Hertha Berlins hjemmekampe ganske gratis, og det gør klubben for at få de unge mennesker til at engagere sig i mandskabet.

- Vi ønsker at hjælpe de unge til at blive Hertha-entusiaster, medlemmer og fans af vores klub, fortæller Hertha Berlins administrerende direktør, Ingo Schiller, til klubbens hjemmeside.

De unge skal blot følges med en person, der er over 18 år, men der gives ikke gratis adgang til hjemmekampene mod Bayern München og Dortmund.

Samtidig har Hertha Berlin også annonceret, at personer i aldersgruppen fra 14 til 17 år kan få halv pris på billetterne til klubbens hjemmekampe.

Bundesliga-sæsonen starter for Hertha Berlins vedkommende den 25. august med en hjemmekamp mod Nürnberg.