Ajax formøblede tomålsføring i CL-kvalen
Foto: Getty Images
Champions League

Ajax formøblede tomålsføring i CL-kvalen

Ajax smed en 2-0-føring, da de tirsdag aften spillede 2-2 mod Standard Liege i Champions League-kvalifikationen.

Ajax gæstede tirsdag aften Standard Liege i Champions League-kvalifikationen, og her så det længe ud til, at Ajax ville snuppe en sikker sejr og dermed sikre et godt udgangspunkt.

Efter kun 19 minutter kunne den erfarne angriber Klaas Jan Huntelaar således sende hollænderne i front, og der skulle kun et kvarter yderligere, inden føringen blev fordoblet. Denne gang var det Dusan Tadic, der sendte bolden i nettet, og så var Ajax ellers godt på vej mod en sikker sejr.

Standard Liege kom imidlertid med igen, da de knap tyve minutter før tid reducerede ved Mehdi Carcela-Gonzalez.

Og de skulle også ende med at udligne. I det sidste minut af overtiden fik Standard Liege tilkæmpet sig et straffespark, og det tog Renaud Emond sig af. 

Det blev kampens sidste mål, og dermed er der intet, der er afgjort, inden Standard Liege i næste uge gæster Ajax' hjemmebane.

Vinderen af opgøret skal i næste runde møde vinderen af opgøret mellem Sparta Prag og Dynamo Kiev. De spillede tirsdag aften 1-1 i et opgør, hvor den tidligere FC København-profil Benjamin Verbic kom på tavlen for Dynamo Kiev.