Video : Tipsbladet
Premier League

Sarris Chelsea tog sikker sejr mod Huddersfield

Maurizio Sarri fik en god start på tiden i Premier League, da hans Chelsea-mandskab tog en sikker 3-0-sejr mod Huddersfield. Også Watford, Crystal Palace og Bournemouth sikrede sejre.

For første gang stod Maurizio Sarri i spidsen for Chelsea i en Premier League-kamp, og det blev en succesoplevelse.

Sarris mandskab snuppede således en 3-0-sejr over Huddersfield, der havde både Mathias ’Zanka’ Jørgensen og Philip Billing i startopstillingen. Til gengæld var den danske keeper Jonas Lössl for første gang i sin Huddserfield-karriere bænket i forbindelse med en Premier League-kamp.

Fra startfløjtet var det Chelsea, der satte sig på kampen. Men i kampens første halve time, blev Lössl afløser, Ben Hamer, ikke udfordret. For selv om Chelsea holdt godt i bolden, manglede de den sidste skarphed og havde svært ved at komme til chancer. Tværtimod var det Huddersfield, der kom tættest på i kampens indledning. 

Det var dog Chelsea, der kom foran efter 33 minutter. Willian sendte et indlæg ind til en fri N’Golo Kante, der sparkede bolden i jorden, inden den hoppede over Hamer og endte i netmaskerne. 1-0 til Chelsea.

Den føring blev udbygget knap ti minutter senere. Huddersfields Christopher Schindler nedlagde Marcos Alonso i eget felt, hvilket resulterede i et straffespark, som Jorginho tog sig overlegent af, og så kunne Chelsea gå til pause foran 2-0.

Det havde tydeligvis givet Chelsea selvtillid. I anden halvleg var London-klubben således det bedste hold og flere gange var de tæt på at udbygge føringen. Det fik de endelig gjort med knap ti minutter igen, da indskiftede Eden Hazard sendte Pedro Rodriguez fri med Hamer, og i den situation svigtede den spanske angriber ikke. 

3-0 blev også slutresultatet, og Sarri fik sig altså en god start på trænerkarrieren i Premier League.  

Samtidig snuppede Watford, Bournemouth og Crystal Palace 2-0-sejre over henholdsvis Brighton & Hove Albion, Cardiff City og Fulham.