Video : Tipsbladet
La Liga

Lopetegui har ingen bekymringer om Real-truppen

Den nye Real Madrid-træner mener ikke, at hans hold har desperat brug for forstærkning efter afgangen af Ronaldo, som ikke er blevet erstattet.

Real Madrid hyrede kort inden VM-slutrunden den nu tidligere spanske landstræner, Julen Lopetegui. Der er blevet sagt farvel til Cristiano Ronaldo, og selvom der ikke er hentet en erstatning til klubben, er den nye træner ikke bekymret for holdet.

- Jeg er overbevist om, at vi vil være et godt hold denne sæson. Jeg elsker truppen, og jeg er glad for det, vi har, udtaler Lopetegui til Marca.

Kongeklubben tabte i den forgangne uge til bysbørnene fra Atlético i den europæiske Super Cup, men Lopetegui tror alligevel på, at hans hold kan spille med om alle trofæer.

- Jeg tror, at vi vil se stærkt Real Madrid, og vi vil kæmpe om alle titler med de spillere, vi har, siger han.

Den største tilgang har uden tvivl været Thibaut Courtois, som nu skal kæmpe med Keylor Navas om at være førstemålmand.

- Vi vil se på de ugentlige præstationer. Vi har gode løsninger og muligheder. Det er godt for holdet at have konkurrence, forklarer Real Madrid-træneren om kampen mellem de to målmænd.

I onsdagens nederlag var det Keylor Navas, der vogtede buret i 2 – 4-nederlaget, mens Courtois ikke var i truppen.

Real Madrid tager hul på La Liga-sæsonen i aften, når de hjemme tager imod et andet Madrid-hold, når Getafe kommer på besøg.