Leder: Fortæl om virkeligheden - også når den gør ondt på fansene
Foto: Getty Images
Generelle

Leder: Fortæl om virkeligheden - også når den gør ondt på fansene

Fodbold-eksperter og analytikere må og skal blive ved med at have de kritiske briller på, mener Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen.

Bragt i Tipsbladet den 24. august

I sidste weekend var Jan Mølby ætsende i sin kritik af Manchester Uniteds spil og ikke mindst af José Mourinho, og da Brøndby IF leverede en skuffende indsats i hjemmebane-nederlaget til Brøndby IF, blev der på tv talt om krise.

Det var ikke lige populært blandt alle fans af de to klubber, hvilket man blandt andet kunne læse efterfølgende på sociale medier.

Det er tidligt på sæsonen, og tingene kan sagtens nå at rette sig begge steder, omend Brøndby-træner Alexander Zornigers skarpe kritik af spillere og adskillige aspekter af arbejdet i Brøndby IF var bemærkelsesværdig og ledte tankerne i retning af mere end blot skuffelse over en enkelt sløj kamp, hvor man i øvrigt snildt kunne have vundet med en større portion held.

Som fan har man naturligvis al ret i verden til at være uenig i dækningen og gøre opmærksom på dette.

Jeg vil i dette tilfælde så også påpege, at det er uafhængige mediers pligt at sætte fingeren, hvor det gør ondt, i dette tilfælde med det, jeg opfatter som faglig og velargumenteret kritik af vigtige elementer i de to holds spil, der slet ikke fungerede, og som lå ud over den store indflydelse, vi somme tider glemmer i høj grad afgør fodboldkampe.

Det er efter mine begreber ikke kommentatorer og analytikeres job at fordele positive og negative vurderinger ligeligt – så fjerner vi os i hvert fald fra journalistik.

Det er journalistikkens forbandede pligt at beskrive virkeligheden så objektivt som muligt, og det gør man efter min mening ved at tale direkte og tydeligt om problemerne, også når det gør nas på klubhjerterne derude.