Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen om top seks: Det bliver et hundeslagsmål

AGF-træner David Nielsen mener, at AGF's top seks-drømme først bliver afgjort til sidst i Grundspillet.

Det eneste Superliga-hold, der endnu ikke har tabt en kamp i dansk fodbolds bedste række denne sæson, er AGF. Med den gode form kunne man sagtens fristes til at tro, at det bliver en formsag for aarhusianerne at komme med i top seks, som er målsætningen. 

Men at Superligaen er tæt, er også godt bevist i AGF's statistik indtil videre - for mens David Nielsens mandskab ikke har gået fra banen med et nederlag, er blot en af de første seks kampe blevet vundet.

AGF har spillet fem af seks kampe uafgjort, og det er netop den jævnbyrdighed i Superligaen, der gør, at David Nielsen på ingen måde taler det op som værende sikkert, at AGF skal med i Mesterskabsspillet i foråret.

- Der er nogle hold, der er startet rigtig stærkt, som kommer til at smide en del point, og så er der omvendt andre, der har haft det svært indtil videre, der kommer efter det og får fat i flere point. Så det der top seks bliver først afgjort på den anden side af nytår, medmindre du er et af de tre-fire bedste hold i rækken, som højst sandsynligt allerede er trukket fra på det tidspunkt. Det bliver et hundeslagsmål imellem alle os andre om de sidste par tilbageværende pladser, siger David Nielsen til Aarhus Stiftstidende.

AGF's næste opgave er et møde med Hobro IK - den kamp spilles i Hobro.