Video : Tipsbladet
Premier League

Tottenham-stjerne anklages for spritkørsel

Den nykårede verdensmester Hugo Lloris skal møde i retten den 11. september i forbindelse med en sag om kørsel med for høj promille.

Hugo Lloris er kommet i problemer i det engelske. Tottenham-keeperen og -anføreren blev natten til fredag stoppet af politiet i London til et rutinetjek, og det viste sig, at franskmanden havde for høj promille.

Det skete ved Gloucester Place, og han blev efterfølgende kørt til politistationen ved Charing Cross, skriver The Sun.

Her måtte han tilbringe syv timer i en celle, inden han blev løsladt mod kaution. 

En talsmand fra Metropolitan Police siger, at Lloris er anklaget for spritkørsel, og han skal møde op i retten 11. september.

Hugo Lloris var med det franske landshold hele vejen mod guldet ved dette års VM i Rusland.