Tidligere på sommeren forstærkede AC Horsens sig med den norske midtbanespiller, Sivert Heltne Nilsen, og selvom hans kendskab til de danske klubber fortsat ikke er stort, kan han godt mærke, at der er en stor kamp i vente.
På fredag tørner AC Horsens og Vejle Boldklub sammen, og det er det tætteste, AC Horsens kommer på et lokalopgør denne sæson, og derfor er der ved at opbygge sig en speciel stemning i klubben, hvilket nordmanden godt kan mærke.
- Jeg kan mærke på alle, at vi er ved at bygge os selv op til en vigtig kamp. Jeg kan mærke i vores administration og hos vores supportere, at det er en kamp, som betyder noget for byen, fortæller midtbanespilleren til Horsens Folkeblad.
AC Horsens forventer mange tilskuere på Casa Arena Horsens til fredagens Superliga-kamp, der har kampstart klokken 19.00.