Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Esbjerg fB - FC København

Gæsterne har en vigtig europæisk kamp i benene (og måske hovederne), men spørgsmålet er, om det er nok til, at de vestjyske oprykkere kan overraske med en sejr.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Blue Water Arena, Esbjerg
Dommer: Anders Poulsen
På TV: Canal 9
Hashtag: #efbfck #sldk

Holdnyt:
Esbjerg fB:
Der var ikke meget, der for et par uger siden tydede på, at Esbjergs oprykkere skulle gå tre kampe uden at indkassere mål og samtidig vinde dem alle med de samme cifre: 1-0. For holdet havde lukket ti mål ind i sæsonens fire første kampe, defensiven så alt andet end pålidelig ud, og klubben havde netop solgt sin bedste spiller, Anders Dreyer.

Men tre 1-0-sejre på stribe er nøjagtig, hvad EfB går ind til FCK-kampen med.

Derfor indtager Esbjerg før weekendens Superliga-runde sjettepladsen, og sæsonens første syv kampe har overordnet set været en succes. Nu venter så den måske sværeste test siden oprykningen; det er i hvert fald rækkens aktuelle nummer ét, der aflægger besøg i det vestjyske.

De forventer omkring 8000 tilskuere i Esbjerg, hvilket i givet fald vil være det højeste antal siden 2015/16-sæsonen, hvor Brøndby IF trak 8097 og selvsamme FCK 9225 tilskuere.

Rodolp Austin gør comeback i Esbjerg-truppen, mens den lejede Kristian Riis, Daniel Anyembe og Nikolaj Hagelskjær kæmper med at komme tilbage efter skader, og dermed ikke er med i truppen til FCK-kampen. Emmanuel Oti Essigba måtte udgå med en forstrækning i mandags og det holder ham også ude af søndagens opgør.

Til gengæld fik Rafael van der Vaart debut i sidste runde mod AaB, men er næppe klar til 90 minutter.

FC København:
Mens humøret er højt i Esbjerg, bør det være helt uden for skalaen i FC København. Ikke alene har holdet ikke tabt i de 13 seneste kampe, det vandt også sæsonens vigtigste kamp torsdag aften. Ståle Solbakken kaldte sågar den triumfen mod Atalanta for den største aften i FCK's historie.

Sikkert er det også, at deltagelsen i Europa League sender omkring 75 millioner kroner i den københavnske klubkasse, og dermed er overskud for 2018 så godt som sikret for klubben. Til gengæld må nogle spillere have trætte ben efter 120 minutters fodbold tre dage før Esbjerg-kampen.

En udekamp mod et oprykkerhold er trods alt mindre afgørende end Europa League-playoff mod Atalanta, så måske skal Solbakken rotere i sin startopstilling. Nicolai Boilesen udgik eksempelvis med krampe, men han er dog med i søndagens trup. 

Ståle Solbakken må undvære den unge angriber Jonas Wind, der fortsat sidder ude den næste måneds tid, mens også Sotirios Papagiannopoulos plejer en fiberskade. 

Karantæne:

Esbjerg fB: Ingen
FC København: Ingen

Bud på startopstillinger:
Esbjerg fB (4-3-3): Højbjerg – Brinch, Halsti, Garcia, Lauridsen – ”Lungi” Sørensen, Parunashvili, Kauko – Brink, Yakovenko, Kristensen

FC København (4-4-2): Joronen – Ankersen, Vavro, Bjelland, Bengtsson – Thomsen, Kvist, Falk, Fischer – N’Doye, Sotiriou

Profilen:
Den tidligere Esbjerg-spiller Peter Ankersen har været gennem en periode, hvor han har fået en hel del kritik for sine præstationer, men i denne sæson har piben fået en anden lyd. Backen har fået mere ros end ris, og søndag kan han så se frem til et gensyn med en bane, hvor han også har leveret mange gode indsatser.

Vidste du, at..:
Esbjerg har ikke slået FC København siden foråret 2013. Siden har holdene mødt hinanden 13 gange uden vestjysk sejr til følge, og helt skidt har det været i de seneste syv forsøg. Dem har FCK alle vundet.

Dom:
Man kan hverken anfægte, at Esbjerg er inde i en fremragende periode med tre sejre på stribe, eller at søndagskampen er den mindst vigtige for FCK i denne uge. Men FCK’erne er om nogen vant til at skulle præstere efter vigtige europæiske kampe, og de må betegnes som favoritter.

Buddet herfra er da også, at de lever op til favoritværdigheden med en 0-2.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: