Mæhle om ny Genk-sejr: Vi finder hullerne i Brøndby
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Europa League

Mæhle om ny Genk-sejr: Vi finder hullerne i Brøndby

Det kom slet ikke bag på den danske Genk-spiller Joakim Mæhle, at de kom forbi Brøndby på den måde, som de gjorde.

Brøndby tabte torsdag aften med 2-4 til belgiske Genk, som betød at det samlede resultat endte på 9-4 i belgisk favør. Hos Genk måtte danske Joakim Mæhle efter opgøret forklare, at det ikke kom bag på ham, at de kom så let til sejren.

Det skete i et interview med 6'eren umiddelbart efter slutfløjt.

- Nej, jeg kender vores kvalitet i truppen. Selvfølgelig har Brøndby et rigtigt stærkt hold, men den trup, som vi har fået sammensat over sommeren - og de spillere, som vi har fået ind - og den opstart, som vi har fået betyder, at vi har masser af selvtillid. Vi føler, at vi kan slå alle hold. Så jeg er ikke overrasket, men vi spiller også rigtig godt, lyder det fra den danske Genk-spiller.

I det hele taget peger han på, at de havde godt styr på, hvordan Brøndby spiller - og derfor kunne de også ramme dem på deres svagheder.

- Når jeg har spillet mod dem, så har det været med Aalborg. Det er et lidt andet hold, kan man sige. Som sagt, så kender jeg til vores kvalitet. Vi ved godt, hvad Brøndby står for, og hvad vi skal passe på med. Men jeg synes, at vi har været gode til at spille rundt om dem. Når de presser så højt på banen, som de er kendt for i Danmark, så kommer der huller andre steder på banen, og det var vi gode til at udnytte, siger Mæhle.

Genk er dermed klar til Europa League-gruppespillet, hvor det kun er FC København, der er med af de danske klubber.