Lokalavis: Dortmund sælger endnu en Delaney-konkurrent
Foto: Getty Images
Bundesliga

Lokalavis: Dortmund sælger endnu en Delaney-konkurrent

Nuri Sahin er på vej væk fra Dortmund. I stedet er det Werder Bremen, som fremover ser ud til at få glæde af tyskeren.

Thomas Delaney er i løbet af sommerens løb skiftet fra Werder Bremen til Dortmund, og den danske landsholdsspiller har skubbet sig ind foran Nuri Sahin i hierarkiet på den centrale midtbane, og derfor er tyskeren nu på vej videre.

Det er et skifte i den modsatte retning af Thomas Delaney, som er under opsejling for den 29-årige Nuri Sahin. Det skriver lokalavisen, Ruhr Nachrichten.

Nuri Sahin skal være med til at udfylde det hul på den centrale midtbane, som Werder Bremens afsked med både Thomas Delaney og Zlatko Junuzovic har efterladt.

I øjeblikket er Nuri Sahin, der tidligere har optrådt for Liverpool og Real Madrid, på vej til Bremen, hvor han skal igennem det obligatoriske lægetjek. Prisen for tyskeren er under 7,5 millioner kroner, hvilket blandt andet skyldes, at han kun har ét år tilbage af sin kontrakt med Dortmund.

Hvis Nuri Sahin bliver solgt til Werder Bremen, vil Thomas Delaney have konkurrence fra Alex Witsel, Julian Weigl, Mahmoud Dahoud, Sebastian Rode og Dzenis Burnic på den centrale midtbane denne sæson.

Tidligere i dette transfervindue har Dortmund også solgt Gonzalo Castro, som har været en konkurrent til Thomas Delaney. Den 31-årige tysker er skiftet til Stuttgart.