Jan Bech Andersen lykønsker FCK: Dem kan vi alle lære af
Foto: Getty Images
Superliga

Jan Bech Andersen lykønsker FCK: Dem kan vi alle lære af

Jan Bech Andersen er imponeret over FC København og vil tage ved lære af Danmarks fremmeste repræsentant i europæisk sammenhæng. Brøndby-ejeren forventer transferaktivitet denne fredag.

Brøndby IF var oppe mod overmagten i Europa League-playoff, hvor belgiske Genk gav de blå-gule en snitter på sammenlagt 9-4. Brøndby har ikke været i et europæisk gruppespil siden 2005, og det blev altså heller ikke i år, at traditionsklubben fik sparket døren ind til Europa. 

Dermed bliver FC København som så mange gange før ene om at repræsentere dansk fodbold i Europa, efter også FC Midtjylland røg ud af playoff til de svenske mestre fra Malmö FF.

Målet er fortsat, at Brøndby skal entrere den europæiske scene i nærmeste fremtid, og de to nederlag til Genk er lærepenge på kontoen, fastslår klubejer Jan Bech Andersen.

- Lad mig starte med at ønske et stort tillykke til FC København - det er meget, meget flot. De viser endnu en gang, at de har international klasse og en evne til at præstere mod hold, der er bedre end dem på papiret. Det kan hold inklusive Brøndby lære noget af, skriver Jan Bech Andersen i en mail til tipsbladet.dk og tilføjer om de blå-gules exit:

- Vi tabte over to kampe til et bedre hold - og et hold, der har to-en-halv gange vores budget. Derfor er jeg alligevel ærgerlig over, at vi lader ni mål gå ind, samt at vi ikke formår at holde os inde i begge kampe - særligt da vi kommer på 2-2 i udekampen. Vi skal lære af dette og blive bedre til at håndtere dem fremover. Europa er en del af vores historie, og det skal det gerne være igen indenfor en overskuelig fremtid.

Jan Bech Andersen er en travl mand denne fredag. I aften klokken 23.59 lukker transfervinduet, og Brøndby-ejeren fastslår som tidligere, at der er udsigt til en dag, hvor der skal trækkes i arbejdshandskerne.

- Troels (Bech, red.) har allerede svaret, at vi forventer aktivitet, og det kan jeg bekræfte, lyder det fra Jan Bech Andersen.

Brøndby IF har blandt andre været sat i forbindelse med midtstopperen Amir Rrahmani fra Dinamo Zagreb, men spillerens agent har fredag oplyst til tipsbladet.dk, at han ikke regner med, det skifte bliver til noget. 

De blå-gule præsenterede torsdag Besar Halimi på en to-årig aftale.