Superligaen siger fredag farvel til en Sanneh - til gengæld er der en Manneh på vej.
Oprykkerne fra Vejle Boldklub har tidligere haft gambieren Foday Manneh til prøvetræning, og den 18-årige offensivspiller efterlod så godt et indtryk i Nørreskoven, at Vejle har besluttet at tilknytte ham. Det erfarer tipsbladet.dk.
Foday Mannehs arbejdstilladelse mangler fortsat at falde endegyldigt på plads, men det ventes ikke at blive noget problem, og når de sidste stempler er sat, kan Foday Manneh kalde sig Vejle-spiller.
Da Foday Manneh var til prøvetræning i Vejle tidligere på året, fik han pæne skudsmål med hjem til Gambia.
- Lad mig sige det sådan. Han har i hvert fald vist, at han kunne være brugbar, sagde talentchef Steen Thychosen i april til vejle24.dk.
Foday Manneh har været tilknyttet Real de Banjul i Gambia - samme klub Bubacarr Sanneh skiftede fra til AC Horsens i 2014.