FCM leder efter de ansvarlige for omdiskuteret banner
Foto: Rene Schutze/Getty Images
Europa League

FCM leder efter de ansvarlige for omdiskuteret banner

FC Midtjylland fordømmer det omdiskuterede banner ved torsdagens Europa League-opgør og understreger, at gerningsmændene skal findes og straffes.

”I morgen er I atter immigranter i jeres egen by.”

Det væltede ind med kritik og fordømmelse af FC Midtjylland på de sociale medier, efter at en gruppe FC Midtjylland-tilhængere fremviste et banner med ovenstående tekst ved torsdagens Europa League-opgør mod Malmö FF på MCH Arena. Klubben tog efter kampen afstand via Twitter, og nu følger man op via klubbens hjemmeside.

For bannerets budskab står Midtjyllands står ikke inde for.

- Banneret kan dårligt komme længere væk fra vores værdier. FCM er en familieklub, hvor vi passer på hinanden, og inklusion er afgørende for os, siger Jacob Jørgensen, FC Midtjyllands kommercielle direktør, til hjemmesiden.

Jørgensen fortæller samtidig, at alle bannere normalt skal godkendes, men at dette banner blev smuglet ind på stadion. Det betyder, at der skal strammes op på en række procedurer, konkluderer han.

- Normalt skal vi godkende alle bannere på stadion, det er aftalen, men dette banner så vi aldrig – måske fordi de ansvarlige for banneret havde en mistanke om, at vi selvfølgelig ville afvise den.

- Der er klare regler mellem klub og fans, så det er klart, at der er en række procedurer, der strammes op på i fremtiden. Vi tager også initiativ til en endnu tættere dialog med vores fans, så ingen er i tvivl om, hvad vi står for som klub. Det er blandt andet det modsatte af ekskludering.

Midtjyderne skriver på deres hjemmeside, at de arbejder på at finde bannerets ejermænd, og de kan formentlig se frem til karantæner og afgifter. Der skal dog først findes et passende niveau for konsekvenser af et upassende banner, fortæller den kommercielle direktør.

- Når det handler om pyroteknik, som der også var noget af, er konsekvensen for de ansvarlige en afgift på 15.000 kroner og karantæne i et halvt år – det har vi simpelthen en procedure for, mens vi, i forhold til upassende bannere, skal finde et passende niveau for konsekvenserne. Vi tager aktion på det her på en måde, som matcher de værdier, en klub som FCM har.

FC Midtjylland tabte opgøret 2-0 og missede dermed Europa League-gruppespillet efter et samlet 4-2-nederlag til Malmö FF.