Video : Tipsbladet
Superliga

Jakob Michelsen jubler over nyindkøb

OB har købt Bashkim Kadrii fri af FC København, og træner Jakob Michelsen ser frem til samarbejdet med offensivspilleren.

Det har længe været kendt, at offensivspilleren Bashkim Kadrii skulle væk fra FC København, men først på sidstedagen af transfervinduet blev det officielt, at Kadrii forlader FCK til fordel for OB.

Fynboerne kender selvsagt Kadrii, som spillede i netop OB, inden han skiftede til FC København, og i Odense-klubben er der stor tilfredshed over at have den 27-årige offensivspiller på kontrakt igen.

- Mon ikke alle i fodbold-Danmark ved, hvad Bashkim står for. Det seneste halve år har understreget, at han er i fuld gang med at forløse det potentiale, han har, og jeg er sikker på, at han vil blive endnu stærkere, nu hvor han har sin fremtid på plads i et mere langsigtet perspektiv. Han kan dække de fleste offensive pladser, og det giver også en lang række alternativer, når vi sætter holdet sammen. Så ud over at han som individ styrker vores trup, så styrker han også helheden, og derfor er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at det er lykkedes at trække ham til OB, siger Jakob Michelsen til klubbens hjemmeside.

Sportsdirektør Jesper Hansen er også yderst tilfreds med at have fået Kadrii ind på en fireårig aftale.

- Der er ingen tvivl om, at Bashkim Kadrii er en spændende spiller, og vi er rigtig glade for, at han har valgt at komme tilbage til OB, for han har formentlig haft en del muligheder at vælge imellem. Han gjorde det rigtig godt i sin første tid i OB, og med den seneste periode i Randers FC har han vist, at han har fundet et højt niveau igen, ligesom han har udviklet sig som spiller og person. Vi glæder os til at have ham blandt os igen, for han giver os både nye og flere muligheder, når vi sammensætter vores trup til den enkelte kamp, siger han.

Bashkim Kadrii var i sidste sæson udlejet til først Minnesota United og siden Randers FC. Han nåede fire år på kontrakt i FC København og vender altså tilbage til den klub, som solgte ham i 2014.