Video : Tipsbladet
Superliga

Officielt: FC Midtjylland sælger Sanneh til Anderlecht

Bubacarr Sanneh nåede kun et halvt år i FC Midtjylland. Han er netop skiftet til Anderlecht for angiveligt 60 millioner kroner.

Skiftet har været på vej det meste af sommeren, og her på transfervinduets sidste dag er det så omsider faldet på plads. Bubacarr Sanneh skifter FC Midtjylland ud med Anderlecht. Det bekræfter de danske mestre i en pressemeddelelse.

Dermed nåede den bomstære gambier kun lidt over et halvt år som FC Midtjylland-spiller, efter han skiftede til klubben fra AC Horsens ved nytår. Ekstra Bladet skrev tidligere på dagen, at den 23-årige midtstopper ville indbringe FC Midtjylland 60 millioner kroner.

- Vi har været meget glade for de seks måneder, han nåede at være i klubben, og i den optimale verden havde vi beholdt ham. Der kom dog et meget stort bud, så det endte med et salg og en stor mulighed for Bubacarr, siger sportschef Svend Graversen.

Mestrene har kun omkring otte timer til at hente en erstatning, men det lyder ikke på sportschefen, som om de skal det.

- Jeg er meget tryg endda. Vi råder fortsat over fem stærke midtstoppere, så på den måde rammer salget ikke så hårdt. Vi skal nok klare os, og samtidig glæder vi os over, at Bubacarr, via FC Midtjylland, tager det store spring til en af de helt store og traditionsrige klubber i europæisk fodbold, siger Svend Graversen.

De fem midtstoppere er: Kian Hansen, Erik Sviatchenko, Zsolt Korcsmar, Rasmus Nicolaisen og Alexander Scholz.