Real Madrids nye belgiske keeper, Thibaut Courtois, fik debut i lørdagens 4-1 sejr over Leganés. Indtil videre havde han været holdt ud af buret af Keylor Navas, men belgieren fik chancen i lørdagens kamp.
Real Madrids anfører, Sergio Ramos, er imponeret over belgierens niveau. Han påpeger dog, at man skal huske, hvad Navas har opnået i den spanske kongeklub.
- Courtois er en fremragende målmand, men vi må ikke glemme de gode sæsoner, vi havde med Keylor Navas. Her tænker jeg især på hans præstationer i Champions League, sagde Ramos efter kampen til Movistar Partidazo
Ramos er desuden tilfreds med Real Madrids trup, efter at klubben blandt andet har solgt Cristiano Ronaldo.
- Vi har forbedret vores trup, og det må være svært for træneren hver gang, han skal udtage holdet, sagde Ramos efter kampen.
Courtois kom til klubben i sommerens transfervindue fra Chelsea.