Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Rutineret keeper reddede de unge drenge

Tipsbladet.dk har zoomet ind på opgøret mellem OB og FC Nordsjælland.

Odense Boldklub – FC Nordsjælland: 0-0 (0-0)

Kampens bedste

Odense Boldklub:
OBs unge midtbanemand Julius Eskesen spillede en god kamp på fynboernes midtbane. 19-årige Eskesen viste et godt overblik, og når OB blev farlige, var Eskesen for det meste involveret. Janus Drachmann spillede sin første kamp som ny OB-anfører, og han fightede flot midtbanen og viste et enormt løbepensum. Det er en ægte anførertype, OB har fået sig i Drachmann.

FC Nordsjælland:
Nicolai Larsen stod en solid kamp i FC Nordsjælland-buret, og han reddede point i dag. Han har generelt stået solidt, siden han overtog pladsen mellem stængerne fra Runar Alex Runarsson. Larsen diskede op med en decideret klasseredning på Anders K. Jacobsens forsøg efter en times spil. En rutineret mand i buret hos de unge drenge.

Kampens værste
OB-angriber Anders K. Jacobsen havde ikke meget held foran mål i dag, og han brændte OBs to største chancer i kampen. Han finder de rette positioner, men skarpheden mangler altså. Han blev udskiftet efter en times spil, og angriberen har nu spillet næsten 8 timers fodbold uden at score. Angriberens seneste mål faldt den 22. juli. 

Kampens detalje
Detaljerne var der ikke mange af i søndagens tidlige opgør, på trods af de mance chancer. Det er dog værd at nævne, at der var samlet næsten 6000 til fodbold i Odense, og det er altså et pænt tilskuertal til en kl. 12.00-kamp i Superligaen.