Video : Tipsbladet
Superliga

OB-teenager foran debut: Jeg har kæmpet for det, siden jeg har helt lille

Når OB møder AB i Sydbank Pokalen, får Oliver Christensen førsteholdsdebut for fynboerne. Det har han altid drømt om.

Når man er fra Kerteminde og har spillet en del af sin ungdomsfodbold i OB, har man som regel også drømt om at nå klubbens førstehold. Det har Oliver Christensen i hvert fald.

Den drøm får OB's 19-årige målmand efter alt at dømme opfyldt i morgen aften, når holdet skal en tur til det nordlige København for at møde AB på Gladsaxe Stadion i pokalturneringen.

Anledningen er, at både Sten Grytebust og den nye målmand, Sayouba Mandé, er med deres respektive landshold, hvilket baner vejen for unge Christensen. Og han glæder sig.

- Det er noget, jeg har kæmpet for, siden jeg var helt lille. Mit mål har været, at jeg skulle få debut på førsteholdet i løbet af min kontraktperiode, der går frem til 2020. At det sker allerede mod AB, det er jeg selvfølgelig glad over og stolt af, siger Oliver Christensen til Sport Fyn.

Teenageren, som de kalder Gribben fra Kerteminde, har allerede haft det, man kan kalde en mindeværdig sommer. Han er blevet student, har taget hul på sin fuldtidskontrakt i OB og reddet to straffespark i reserveligaen.

Det har også budt på en ny hverdag for Christensen, der altså ikke skal tænke på danske stile eller matematikprøver længere, men bare sørge for at spille fodbold.

- Det går nok først op for mig til efteråret, når vennerne begynder på deres arbejde i butik eller lager, hvor de skal stå dagen lang, hver eneste dag, mens jeg står hernede og kan få lov til at spille fodbold, sagde han tidligere på sommeren til OB's hjemmeside.

Mon ikke det for alvor går op for ham torsdag aften, når han seniordebuterer.