Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE forlænger med saksesparksscorende forsvarsspiller

Forsvarsspiller Stefan Gartenmann har sat sin signatur på en forlængelse med SønderjyskE.

21-årige Stefan Gartenmann kan nok godt skrive under på, at han har haft en god uge.

I lørdags scorede han på saksespark for SønderjyskE, der spillede 1-1 mod Hobro, og denne torsdag forlængede Stefan Gartenmann sin aftale med SønderjyskE.

Den tidligere Heerenveen- og FC Roskilde-spiller - der er bedst i midterforsvaret, men også kan dække en højre back - har fået to år yderligere på kontrakten, der nu løber frem til sommeren 2022.

- Jeg er rigtig tryg her i klubben. Jeg har haft en god tid, og jeg synes, jeg har fundet min plads på holdet og i omklædningsrummet, og jeg nyder bare at tage til træning hver eneste dag, siger Stefan Gartenmann til klubbens hjemmeside om sin forlængelse og forklarer:

- Jeg har spillet mig stille og roligt ind på holdet, og jeg synes, jeg er blevet mere bærende, som tiden er skredet frem, og derfor vil jeg gerne udvikle den rolle endnu mere ved at putte et par ekstra år på min aftale.

I SønderjyskE er man rigtigt godt tilfreds med at have forlænget med den bare 21-årige forsvarer.

- Det er vigtigt for os at have længerevarende aftaler med de spillere, som vi tror meget på, og som har den rigtige alder. Nu har vi forlænget otte aftaler inden for det seneste halve års tid, og det er et område, hvor vi nu er mere på forkant med tingene, end vi har været tidligere, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.

Stefan Gartenmann har spillet 35 Superliga-kampe for SønderjyskE.