Video : Tipsbladet
Premier League

Højbjerg så rødt: Har givet mig hår på brystet

Pierre-Emile Højbjerg erkender, at han gik over stregen, da han fik rødt kort for film i slutningen af august.

Danske Pierre-Emile Højbjerg har allerede haft et turbulent karriereforløb, men han er altså stadig kun 23 år.

Efter flere år i Bayern München og lejeophold i både Schalke 04 og FC Augsburg skiftede midtbanespilleren i 2016 til engelske Southampton, hvor han dog har måtte kæmpe for at slå sit navn fast. 

I første halvdel af sidste sæson var Pierre-Emile Højbjerg slet ikke med i truppen, når Southampton spillede Premier League, men i anden halvdel kæmpede danskeren sig ind i startopstillingen, som han også har været en del af i starten af denne sæson.

I forrige runde scorede midtbanespilleren sit første Premier League-mål mod Crystal Palace, men i runden før den blev Højbjerg udvist mod Leicester, da han filmede sig til sit andet gule kort.

Danskeren er altså gået fra skurk til helt på bare en uge, men han ærgrer sig stadig over det røde kort, der tvang ham til at sidde over i Liga Cup-kampen mod Brighton:

- Det var første gang i min karriere, jeg blev udvist. Jeg troede faktisk aldrig, det ville ske, fordi jeg skal være - og jeg er også - en type, som skal være klar over, jeg har et ansvar, og jeg skal vide, hvor grænsen ligger.

- Jeg gik over stregen, og så er det jo bare en dum måde at blive vist ud på. Jeg har fået de hug, jeg skulle, og det er, som det er. Dem har jeg taget, og det har givet mig lidt hår på brystet, siger Pierre-Emile Højbjerg til TV2 Sport.

Den 23-årige dansker møder sammen med Jannik Vestergaard og resten af Southampton-truppen Brighton i den næste Premier League-runde.