Juve har plan for Ronaldo: Han kommer til at flyve til januar
Foto: Getty Images
Serie A

Juve har plan for Ronaldo: Han kommer til at flyve til januar

Ronaldo har endnu ikke scoret for Juventus, men det er også først meningen, at han skal toppe efter jul, forlyder det.

Sommerens mest opsigtsvækkende skifte var sandsynligvis Cristiano Ronaldos adios til Real Madrid og ciao til Juventus. Her var der tale om en transfer, som gerne skulle give Juventus en masse mål.

De er dog ikke kommet. Endnu mangler Ronaldo stadig at få hul på bylden i en betydende kamp, selvom han har tilspillet sig flere gode muligheder i de første tre kampe for sin nye arbejdsgiver.

Det lader dog ikke til at være noget, som bekymrer Juventus-ledelsen. Det skriver den italienske sportsavis Tuttosport, som kan melde, at det først er efter nytår, at man forventer at se en Ronaldo i målform.

For Ronaldos vedkommende har det da også været strategien i de seneste sæsoner i Real Madrid, hvor han først i forårssæsonen åbnede op for storspillet. Juventus har i den forbindelse lavet en specifik plan for den portugisiske angriber. På den måde vil man få det bedste ud af Ronaldo i den afgørende del af sæsonen, skriver avisen.

Planen går angiveligt under navnet 'Cristiano løber, men i en januar vil han flyve'.

I de seneste tre sæsoner blev det da også til Champions League-titler for Ronaldo i hans tid i Real Madrid med en strategi, der minder meget om den, Juventus kommer med nu.