Ronnie Schwartz om Silkeborg: Det ligger lidt og koger
Foto: Silkeborg IF/Getty Images
1. division

Ronnie Schwartz om Silkeborg: Det ligger lidt og koger

Ifølge SIF's nye angriber Ronnie Schwartz er Silkeborg ved at få vendt tingene. Han håber det starter allerede mandag aften mod Hvidovre.

I skrivende stund ligger Superliga-nedrykkerne fra Silkeborg IF til nedrykning i NordicBet Ligaen.

Klubben fra Søhøjlandet har stadig ikke fået vendt stimen af dårlige resultater efter nedrykningen, men ifølge den nye angriber i truppen Ronnie Schwartz er der noget under opsejling.

SIF sagde i starten af sæsonen farvel til træner Peter Sørensen, og ind er kommet Michael Hansen, der er overgangsfigur, til Kent Nielsen er klar til at tage over fra fra næste sæson.

- Det er et hold, der har været såret oven på en nedrykning. Men jeg synes, det ligger lidt og koger. Det er på grænsen til, at det rigtigt får lov til at udfolde sig. Til træning er der tempo og god intensitet. Det vigtigste er, at folk gerne vil arbejde, og at de vil det her. Det skal vi også kunne vise i hver evig eneste kamp. SIF er ikke et hold, der skal ligge i 1. division. Vi skal være med i Superligaen, siger Ronnie Schwartz til Midtjyllands Avis.

Angriberen, 29 år, kan sammen med SIF-truppen tage første skridt mod toppen af rækken, når klubben klokken 19.00 mandag aften gæster Hvidovre.

Ronnie Schwartz har indtil videre scoret en enkelt gang i to kampe for SIF. Det mål blev scoret i Sydbank Pokalen mod Brabrand IF.