Ny sag i Rosenborg: Fyret træner sagsøger klubben for lovbrud
Foto: Getty Images
Skandinavien

Ny sag i Rosenborg: Fyret træner sagsøger klubben for lovbrud

Rosenborgs tidligere cheftræner Kåre Ingebrigtsen og hans assistent, Erik Hoftun, har lagt sag an mod klubben, fordi de mener, at deres fyring ikke levede op til reglerne. Rosenborg afviser.

Da Rosenborg BK tirsdag afholdt pressemøde i forbindelse med voldssagen mod Nicklas Bendtner, gik et tema igen i klubledelsens svar: Den ville lade det danske retssystem tage sig af sagen, før den selv ville gøre noget. Men nu kan Rosenborg selv se frem til at stifte bekendtskab med retsvæsenet.

Anledningen er, at Kåre Ingebrigtsen og Erik Hoftun, der blev fyret som henholdsvis chef- og assistenttræner i juli, har stævnet klubben. De er utilfredse med måden, de blev fyret. Det var ifølge deres advokater imod arbejdsmiljø loven i Norge.

- Der har været skriftlig korrespondance mellem parterne, og der er blevet afholdt et resultatløst møde. Dette bliver nu en retslig proces for domstolene, og vi mener, at opsigelserne af Hoftun og Ingebrigtsen er usaglige, skriver advokaterne i en pressemeddelelse.

Her forlyder det også, at Trenerforeningen, den norske sammenslutningen af trænere, står bag de to fyrede Rosenborg-trænere og søgsmålet. Det bekræfter foreningens leder, Teddy Moen, over for avisen VG.

- Det er en klubledelses ret at opsige fodboldtrænere, men det skal gøres på en ordentlig måde. Arbejdsmiljøloven gælder også i fodbold. Derudover skal man have respekt for sine ansatte, siger Moen og uddyber, hvor han mener, problemet ligger.

- Da Ingebrigtsen og Hoftun fik sparket, fulgte der ingen begrundelse. Og beskeden kom heller ikke skriftligt, kun mundtligt. De blev bare bedt om at gå samme dag. I sådanne sager skal parterne først have et drøftelsesmøde. Det sprang ledelsen i Rosenborg over. Det værste var, at Erik Hoftun fik beskeden i et lokale, hvor der også var andre mennesker til stede.

Pågældende klubledelse tager dog stævningen med ophøjet ro.

- Vi forholder os helt roligt til dette. I Rosenborg mener vi, at vi har juraen og alt andet på plads i denne sag, lyder det fra personaleschef Trond Alstad til VG.