• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Andreas Arp

Optakt: Esbjerg fB - OB

Optakt: Esbjerg fB - OB
Foto: Getty Images

Esbjerg skal tilbage på sporet efter nederlaget til FCK, mens OB vil kæmpe for at fortsætte en tiltrængt god periode. Superligaen er tilbage efter landsholdspause.

Af Andreas Arp

Kampfakta:
Kampstart: Fredag kl. 19.00
Spillested: Blue Water Arena, Esbjerg
Dommer: Mikkel Redder
På TV: TV3 MAX
Hashtag: #efbob #sldk

Holdnyt:
Esbjerg fB:
Efter tre solide 1-0-sejre, den ene af dem på Brøndby Stadion, kom de vestjyske oprykkere ned på jorden igen lige inden landsholdspausen, da de tabte med 2-0 til FC København. 

Superliga-starten er dog efter de første otte runder mere end godkendt for Esbjerg, der lige præcis har sneget sig med i top seks, og nu skal møde et OB-mandskab i bedring. Selvom det var et Serie 1-mandskab, som John Lammers tropper besejrede i sidste uge i Sydbank Pokalen, så er det ikke hver dag, at man vinder med 11-1, så sejren over Hørsholm Usserød IK må også forventes at give Esbjerg selvtillid inden fredagens hjemmekamp. 

Joni Kauko, Markus Halsti og Adrian Petre har alle været på landsholdsopgaver, men cheftræner John Lammers forventer, at trioen er klar til OB-kampen, selvom de først vender tilbage til træningen torsdag. 

En anden trio må cheftræneren dog se bort fra. Forsvarsspillerne Daniel Anyembe, Nicolaj Hagelskjær og Kristian Riis er ikke blevet deres skader kvit, og de er derfor ikke med i fredagens opgør. 

Deadlineday-signingen Adnane Tighadouini kan desuden få sin Superliga-debut, og Emmanuel Oti Essigba er tilbage efter at have siddet ude mod FCK.

OB:
Sæsonen startede resultatmæssigt horribelt for fynboerne, der nu synes at have fået styr på de bagerste geled og ikke har tabt i de seneste fire opgør.

I Superliga-sammenhæng hentede Jakob Michelsens tropper i slutningen af august sæsonens første sejr på udebane i Vejle, inden at fynboerne spillede 0-0 med sidste års bronzevindere fra FC Nordsjælland lige inden landsholdspausen. 

Tager man så sejren på 4-0 over AB Gladsaxe i Sydbank Pokalen med i regnestykket, har OB heller ikke indkasseret mål i de seneste tre kampe, så en sejr over Esbjerg vil for alvor kunne sparke OB's sæson i gang. 

Jakob Michelsen har siden kampen mod FC Nordsjælland fået Bashkim Kadrii til rådighed, og han viste i pokalkampen med det samme sit værd efter skiftet fra FC København.

Casper Nielsen var tilbage i aktion tidligere på ugen i en reserveholdskamp mod FC København. Jens Jakob Thomasen var også i kamp for første gang siden skaden mod Vendsyssel FF i premieren.

Desværre for OB er der flere spørgsmål omkring nogle af spillerne: Ryan Johnson Laursen har ikke trænet siden pokalkampen mod AB, mens Anders K. Jacobsen, Mikkel Desler, Mandé Sayouba og anfører Janus Drachmann ikke var i stand til at fuldføre torsdagens træning.

Karantæne:
Esbjerg fB: Ingen
OB: Ingen

Bud på startopstillinger:
Esbjerg (4-3-3):
 Højbjerg - Brinch, Halsti, Garcia, Lauridsen - "Lungi" Sørensen, Parunashvili, Kauko - Kristensen, Yakovenko, Oti

OB (3-5-2): Grytebust - Leeuwin, Tverskov, Ludwig - Desler, Kløve, Drachmann, Eskesen, Laursen - Kadrii, Helenius

Profilen:
Bashkim Kadrii fik sit OB-comeback mod AB Gladsaxe, og offensivspilleren skulle kun bruge en halvleg på at afgøre kampen. Ét mål og to assists blev det til på de 45 minutter, som den tidligere FCK'er fik, og selvom det var på en billig baggrund, vidner præstationen om en spiller, der ikke behøver lang tid for at falde til hos sin tidligere arbejdsgiver. Når turen går til Esbjerg fredag, er han manden, der kan gøre forskellen.

Vidste du, at..:
Der er næsten målgaranti, når Esbjerg møder OB. 49 gange har de to hold mødt hinanden i landets bedste række, og kun tre gange er kampene endt 0-0. Seneste nullert ligger helt tilbage i 2010.

Dom:
Esbjerg har vist, at de sagtens kan være med i Superligaen, men med den form OB er inde i, må de regnes som favoritter. Fynboerne har egentlig spillet glimrende i hele sæsonen, og nu begynder resultaterne også at komme.

3-1 til OB lyder buddet herfra. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Superliga

Mere Superliga

Fokus