John Terry afviser skifte til russiske Spartak Moskva
Foto: Getty Images
Generelle

John Terry afviser skifte til russiske Spartak Moskva

John Terry har været tæt på at lave en aftale med den russiske storklub, Spartak Moskva, men det bliver nu ikke til noget.

Gennem længere tid har den engelske forsvarsspiller, John Terry, været i tætte forhandlinger med Spartak Moskva om en mulig fremtid i den russiske klub. Samtidig har den 37-årige midterforsvarer dog også overvejet, om det skifte ville være det rigtige, og han har nu truffet sin endelige beslutning.

Og den er ikke faldet ud til Spartak Moskvas fordel.

- Efter betydelige overvejelser har jeg besluttet mig for at afvise kontrakttilbuddet fra Spartak Moskva. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Spartak og ønske dem og deres fans alt det bedste i resten af sæsonen.

- Det er en ambitiøs klub, og jeg har været imponeret over deres professionalisme og den tid, de har givet mig. Men efter at have vurderet dette skifte med min familie har vi besluttet, at det ikke er det rette tidspunkt. Held og lykke, Spartak, lyder udmeldingen fra John Terry på sin Instagram-profil.

John Terry har stået uden kontrakt siden 1. juli, hvor hans kontrakt med den engelske klub, Aston Villa, udløb. Tidligere har han slået sine folder for Chelsea, hvor han opnåede 702 kampe på førsteholdet.