Video : Tipsbladet
1. division

Agent undrer sig over Viborg: Det havde ikke taget mange minutter at tjekke

John Sivebæk har svært ved forstå, hvorfor Viborg FF ikke opdagede på forhånd, at Bernio Verhagen var en svindler. Klubben kunne nemt have fundet ud af, at han ikke har spillet nogen vegne.

Der var ikke noget usædvanligt ved pressemeddelelsen, da Viborg FF præsenterede Bernio Verhagen. Spilleren sagde selv noget generisk om, at han glædede sig, og at han ville gøre sit bedste, og sportschef Jesper Fredberg kaldte Verhagen for "en stærk spiller", som var "lynhurtig og aggressiv."

Siden er det dog kommet frem, at klubben hentede Verhagen ubeset. Faktisk havde hollænderen aldrig spillet professionel fodbold, og Viborg står nu tilbage med en lang næse.

Læs også:Viborg-direktør ryster på hovedet over Verhagen: Kontrakten er ophævet

Det havde klubben dog ikke behøvet, hvis den havde gjort sit hjemmearbejde godt nok, mener John Sivebæk, der udover at være europamester i dag arbejder som agent.

- Hvis man har en spiller i kikkerten, så går jeg ud fra, at man undersøger, hvad det er for en spiller. Det havde ikke taget ret mange minutter at finde ud af, at Verhagen ikke har spillet nogen som helst steder, siger han ifølge Ritzau.

- Jeg kan ikke helt se eller forstå, hvorfor Viborg ikke har undersøgt det. Men jeg ved jo ikke, hvordan det er foregået.

Læs også:Viborgs skandalespiller afhøres: Er også anmeldt for voldtægt

De fleste professionelle klubber i Danmark råder over værktøjer, der kan hjælpe dem med at skaffe oplysninger om tusindvis af spillere i alle verdens hjørner. Derfor burde Viborg relativt let have konstateret, at der ikke var nogen statistikker eller videoklip af Verhagen at kalde frem - og dermed have undret sig.

Men i stedet havnede "spilleren" i Danmark, hvor klubben nu har anmeldt ham for bedrageri, ligesom han er anmeldt for røveri, overfald og voldtægt. Han er i øjeblikket varetægtsfængslet. Og fyret i Viborg.

Læs også:Viborg-spiller om Verhagen-skandale: Intet slår "kone-gate"

Læs også:Avis: Verhagen anholdt og sigtet for røveri

Læs også:Viborg holder fokus trods skandalesag: Der vil altid være skriverier