AGF: Ingen garanti til Jens Jønsson
Foto: Anders Brohus/Polfoto
1. division

AGF: Ingen garanti til Jens Jønsson

Jens Jønsson kæmper for at komme med til U/21 EM til sommer. Jess Thorup ser ham som midtbanespiller, men i AGF spiller han oftest i forsvaret.

22-årige Jens Jønsson fra AGF går et par spændende måneder i møde, for i øjeblikket kæmper han sammen med holdkammeraterne i AGF om at komme tilbage i Superligaen efter sidste sæsons nedrykning. Samtidig kan der vente en gulerod i juni i form af et U/21 EM. Jens Jønsson er en af de spillere, der er omkring det danske U/21-landshold, men om han kommer med, afhænger naturligvis af den 22-årige AGF'ers form og spil.

Jens Jønsson har i de seneste 10 kampe for AGF spillet otte af dem i midterforsvaret, og det kan måske anskues som et problem, for U/21-landstræner Jess Thorup ser Jønsson som midtbanespiller. Og bliver han udtaget, bliver det som midtbane.

I AGF, der naturligvis sætter alle sejl ind på at rykke op, fokuserer man på at optimere holdet, og man har derfor ikke givet nogle løfter til Jønsson om, at han skal spille på midtbanen.

- Mange vil gerne snakke om den enkelte spiller, men for mig er det vigtigste balancen på vores hold. Jeg har ikke lavet en aftale med Jens om, at han ikke skal spille det ene eller andet sted. Det kan man ikke i fodbold. Intet er statisk, og det er en afvejning fra kamp til kamp. Der er mange faktorer, der kan spille ind på holdets sammensætning: Skader, karantæner, form og modstander, siger Morten Wieghorst til Jyllands-Posten.

Jess Thorup forklarer, at det ikke nødvendigvis er et problem, at Jønsson rykkes lidt frem og tilbage på AGF-holdet.