Auri Skarbalius: Træneren Michael Laudrup fascinerede mig
Han blev lidt af en kultfigur i Brøndby, backen fra Litauen. Godt nok var det ikke altid lige elegant, det han foretog sig. Teknikken var ikke sublim, og afleveringerne emmede ikke af Laudrup. På målfronten var han heller ingen Ebbe Sand. Blot to gange i 194 kampe for Brøndby scorede backen fra Litauen.
Alligevel husker alle i Brøndby Auri Skarbalius, backen fra Litauen. Det hårde arbejde, professionalismen og dedikationen. Løbevilligheden og lysten til at arbejde hårdt hver eneste dag til træning - til at gå forrest. Og lysten til at blive bedre. Og vinderviljen. Ting, han har taget med sig i livet som træner, hvor han lige nu oplever succes for Viborg FF, der er på vej tilbage i Superligaen efter kun én sæson. Klubben har 11 point ned til Lyngby på tredjepladsen.
- Tidligt i min aktive karriere viste jeg interesse for at blive træner. Min far var håndboldtræner, så jeg er opvokset med trænerlivet, og jeg har hele tiden tænkt, at det kunne være interessant for mig, siger Auri Skarbalius til tipsbladet.dk.
Auri Skarbalius blev i 2006 spillende træner for Herfølge, siden træner for fusionsklubben HB Køge, inden turen gik til Brøndby. En klub, han i 2013 sikrede endnu en sæson i Superligaen med en sejr i sidste spillerunde over AC Horsens. Det var også Skarbalius' sidste kamp som træner for Brøndby.
Siden er meget vand løbet gennem åen - Brøndby kæmper nu med om medaljer, og Auri Skarbalius er træner i Viborg. Klubben har blot ét nederlag i sæsonen. Og mange af de ting, Skarbalius selv stod for, vil han se hos sine spillere. Den 41-årige Viborg-træner arbejder på at skabe en kultur, der fremadrettet sikrer succes i Viborg, når klubben med stor sandsynlighed vender tilbage til Superligaen til sommer.
I foråret er det indtil videre blevet til fire sejre i forårets første fire kampe og med en fin målscore på 8-1 i de fire kampe. Den defensive styrke har været nøglen for Viborg og Auri Skarbalius.
- Hvis du holdet nullet, får du point, så det siger sig selv, at det er en basisting. Jeg vil ikke have noget mod, at vi laver flere mål, men hvis vi begynder at lukke tre mål ind i en kamp, betyder det, at vi skal lave fire for at vinde.
- Jeg var meget fascineret af Michael Laudrup, da han var træner i Brøndby, dengang jeg selv var spiller. Der var meget fokus på vores offensiv, og vi scorede mål, men vi var faktisk også dygtige til at forsvare, holde nullet og ikke give meget væk. Som træner er jeg fascineret af den tilgang. For mig er det dog vigtigt, at vi har basis i orden, siger Auri Skarbalius, der ikke er bange for hele tiden at kræve mere af sig selv som træner:
- Min vision som træner i Viborg er, at jeg hele tiden skal øge mit pointgennemsnit. Det skal blive bedre og bedre, siger Skabalius, der i Superliga-sammenhæng har et gennemsnit på 0,82 point pr. kamp, men i denne sæson har et gennemsnit på mere end to point pr. kamp.
Derfor er det også en ambitiøs målsætning, men Skarbalius er ikke bange for at stille krav om hårdt arbejde og professionalisme over for sine spillere og sig selv.
- Jeg var en hurtig spiller og havde måske nogle andre kompetencer, men jeg var ikke selv det store talent, siger Auri Skarbalius.
- Talent gør det jo ikke alene, du skal arbejde hårdt. Med alt. Jeg har set mange dygtige talenter, der falder, fordi de ikke arbejder hårdt nok. Der vil altid være andre, der kan tage en plads på holdet. Går en spiller i seng klokken 01 tre nætter i træk, er han bagefter. Spillerne skal være professionelle på og uden for banen, det forventer jeg.
- Vi er jo alle forpligtet over for klubben, fans, sponsorere til at agere professionelt. Det er forventet af os. Det er et krævende arbejde, og der er krav. Det er der også til mig. Det er ingen børnehave, og spillerne bliver udfordret. Når en ung spiller kommer til det professionelle miljø, kan han være umoden. Der er udfordringer, og mange af tingene lærer han først at håndtere, når han bliver ældre. Min fornemmeste opgave er at vejlede og hjælpe, så der er fokus på arbejdet og på at få det bedste ud af spillerne, siger Viborg-træneren.
Konkret arbejder Auri Skarbalius med det, han kalder en Viborg-kultur. Han taler om belønning og konsekvens over for sine spillere, hvor belønningen i efteråret var holdets defensive arbejde, der fungerede efter intensivt arbejde på træningsbanen på netop dette punkt. Konsekvens handler især om, hvad der sker, når aftaler ikke overholdes, når spillere ikke er seriøse nok.
- Vi siger til spillerne, at de ikke får penge for at spille fodbold, for mange mennesker elsker at spille fodbold. Vores spillere har forpligtet sig til det her arbejde, derfor forventer vi også professionalisme. Vi ser ikke på tidligere resultater, og hvad en spiller tidligere har gjort. Vi ser på, hvordan han gør det til træning. Det tror jeg på er med til at skabe et miljø, hvor vi kan lykkes, siger Auri Skarbalius.
- Belønning og konsekvens er vigtig. I efteråret spillede vi en del på hjemmebane uden at vinde, og så begyndte vi at fokusere ekstra på at bryde modstandere ned, der står dybt. Sejrene kom på hjemmebane, og der var belønningen til spillerne. Det handler om at skabe en kultur, hvor vi også kan håndtere modgang og have tro på, at tingene kan lykkes.
- Den DNA har SønderjyskE - de rykker ikke ned, selv om de har kniven for struben år efter år. Og Hobro har noget af det samme, de slog Brøndby 3-0, efter de havde gået syv kampe i træk uden at vinde. Det handler om, at uanset hvor mange nederlag, du har, kan du med hårdt arbejde til træning gøre en forskel, siger Auri Skarbalius.
Auri overtog ansvaret for Viborg for lidt over et år siden, efter Ove Christensen valgte at stoppe på grund af en forestående operation. Viborg rykkede ned. Skarbalius har nu fået et år til at sætte sit aftryk på klubben og stilen, og der skrues på alle knapper for at optimere og sikre, at Viborg er et "bæredygtigt" fodboldhold.
- Vi bliver også skarpere og skarpere, og vi bruger mere og mere statistik. Hvis jeg kan se, at vi er dårlige til noget, så har vi også fokus på det. I efteråret scorede vi blot to gange efter dødbolde, selv om vi har nogle store fyre på holdet. Derfor havde vi i opstarten ekstra fokus på dødbolde, og jeg mener, vi allerede har lavet fem mål efter dødbolde. Det viser igen, at der er belønning, hvis vi træner hårdt på noget.
- Og som træner bekræfter det mig i, at vi gør det rigtige. Jeg evaluerer løbende, bryder spillet ned i forskellige faser, og kunsten er så for mig som træner at finde tendenserne hurtigt. Hvor kan vi blive bedre? Skaber vi nok chancer? Okay, her skal vi have større fokus de næste 14 dage.
Nu venter Vendsyssel hjemme i Viborg senere torsdag, og her er der en lille revanche til gode for Viborg. Netop Vendsyssel tildelte Viborg sæsonens hidtil eneste nederlag i efteråret.
Hele foråret vil tipsbladet.dk dække oprykningskampen i 1. division ved at følge de tre klubber, Viborg FF, AGF og Lyngby BK der har henholdsvis 50, 41 og 39 point i tabellen.