Avis: Silkeborg jagter FC Helsingør-træner
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

Avis: Silkeborg jagter FC Helsingør-træner

FC Helsingør-træneren Christian Lønstrup er efter sigende Silkeborg IF's førsteprioritet.

Tirsdag formiddag blev manager Peter Sørensen fyret i Silkeborg IF efter en dårlig start på sæsonen i 1. division, hvor det blot blev til ét point i tre kampe. 

Og klubben er allerede godt på vej til at erstatte Sørensen. Jesper Stüker overtager således rollen som sportschef, mens klubben er også allerede på jagt efter en ny cheftræner. Også her har de efter sigende allerede udset sig en favorit. 

SIlkeborg IF er således meget interesseret i at hente Christian Lønstrup fra 1.divisionskonkurrenten FC Helsingør. 

Det erfarer Ekstra Bladet

Avisen rapporterer samtidig, at det ikke bliver billigt for Silkeborg at snuppe FC Helsingørs succestræner. 

Lønstrup, der har været i FC Helsingør siden 2013, rykkede i 2016/17-sæsonen den nordsjællandske op i Superligaen. Det blev kun ét år i den bedste danske række, inden Lønstrups mandskab blev sendt tilbage i 1. division efter knockoutkampe mod netop Silkeborg IF. 

Tipsbladet.dk har været i kontakt med Peter Sørensen, der ikke har nogen kommentarer til tirsdagens fyring. Han nøjes med at bemærke, at han glæder sig over alle de opbakkende beskeder, han har modtaget fra kollegaer og spillere.