Casper Sloth om degradering i Silkeborg: Det er så dårlig stil
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

Casper Sloth om degradering i Silkeborg: Det er så dårlig stil

Den tidligere landsholdsspiller træner med ungdomsholdet i Silkeborg, og mandag blev han brugt på venstre back på reserveholdet. Det huer ham ikke.

Det stod allerede klart i sommer, at Silkeborg IF og Casper Sloth søgte en løsning, så de kunne skilles, og nu ligner forholdet mellem klub og spiller et, der er på yderligere kollisionskurs.

Casper Sloth træner ikke med førsteholdet, men må i stedet nøjes med U19-truppen. Mandag aften fik han så for første gang i syv uger spilletid for SIF, men det var som venstre back for reserveholdet. 

Sloth håber, at han kan komme videre, inden hans kontrakt udløber til sommer, for han er ikke tilfreds med, at han er uønsket på førsteholdet.

- Jeg synes, det er så dårlig stil. Jeg har spillet for Silkeborg det seneste års tid, og jeg synes egentlig, at jeg har gjort det godt. Jeg har også været glad for at være i klubben. Derfor synes jeg også, at det virker mærkeligt, at jeg nu nærmest ikke engang må træne, siger han til Midtjyllands Avis.

Også klubbens sportschef, Jesper Stüker, er indstillet på, at parterne går hver til sit til januar. I sommer sagde han til tipsbladet.dk, at Silkeborg var villig til at lytte til andre klubber, der var interesserede, men "der er ikke rigtig sket noget". 

Den rette interesse var der simpelthen ikke.

- Der har i hvert fald ikke været den anledning, der har gjort, at der kunne laves en løsning, som var tilfredsstillende hele vejen rundt, og så længe der ikke er det, skal han gøre alt, hvad han kan for at kvalificere sig her. Så det er egentlig den tilgang, vi har til det, sagde Stüker.

Casper Sloth, der har otte A-landskampe bag sig, har været i Silkeborg siden sommeren 2017.