Video : Tipsbladet
1. division

Corona-skandale i dansk klub: Anfører stadig ude

Søren Henriksen tog sammen med holdkammeraten Mikkel Wohlgemuth en omgang coronavirus med hjem til Vendsyssel FF tilbage i januar, og han er endnu ikke kommet sig.

Anføreren i Vendsyssel FF har ikke været i stand til at hjælpe klubben i nedrykningskampen, efter han kom hjem med coronavirus fra en rejse til Dubai i januar.

Først lagde han en række holdkammerater ned på stribe, hvilket i den grad forstyrrede optakten til forårssæsonen.

Siden har han selv kæmpet for at komme tilbage på træningsbanen, efter han fik konstateret smitten helt tilbage i januar. Nu fortæller han til nordjyske.dk, hvorfor han endnu ikke er klar.

- Jeg har desværre fået hele pakken og skal hele tiden holde øje med, at jeg ikke får min puls op. Heldigvis blev mine efterveer opdaget, så der har været styr på forløbet, fortæller Søren Henriksen.

Torsdag var han for første gang siden den positive test tilbage på træningsbanen, men det er endnu usikkert, hvornår han kommer i kampe igen.

- Desværre er jeg heller ikke blevet frigivet til at spille kamp endnu, men det er mit håb, at det sker ved et lægetjek i næste uge, fortæller Søren Henriksen til nordjyske.

Forsvarsspilleren fortæller, at han føler sig i god nok form til at hjælpe holdet, hvis han får grønt lys af lægerne.

Vendsyssel FF ligger under nedrykningsstregen i 1. Division med et point op til Skive på den rigtige side af stregen.