Video : Tipsbladet
1. division

Crone om SIF-skifte: Jeg blev nødt til at tage det valg

Svenn Crone fortæller, at han blev nødt til at forlade Brøndby IF i jagten på spilletid.

Mens Svenn Crone i foråret var en del af det Brøndby IF-hold, der kæmpede med om mesterskabet i Superligaen, skal han i den kommende sæson kæmpe med Silkeborg IF om at rykke tilbage i Superligaen.

Crone var imidlertid nødt til at forlade Brøndby IF. I foråret satte Anthony Jung sig på venstrebacken, og det blev derfor kun til to kampe i Brøndby IF-trøjen. Og han har nået en alder, hvor han skal spille.

Det fortæller den 23-årige forsvarsspiller til mja.dk.

- De sidste otte måneder spillede jeg næsten ikke i Brøndby. Jeg var bare på bænken. Som fodboldspiller vil du spille hver gang, og det er også det, man udvikler sig ved. Med den alder, jeg har, skal jeg til at spille. Jeg blev nødt til at tage det valg, fortæller Crone, der også fortæller, at han vil vise sine kvaliteter i Silkeborg IF. 

I Silkeborg IF skal Crone erstatte Jens Martin Gammelby, der er taget den anden vej og er skiftet til Brøndby IF. Og dermed bliver der sandsynligvis rig mulighed for, at Crone kan vise sig frem i 1. division.

Crone kan få sin officielle debut i Silkeborg IF-trøjen, når de søndag indleder 1. Division-sæsonen imod Thisted.