Video : Tipsbladet
1. division

Eks-landsholds-stjerne ny manager i divisionsklub: Vil i Superligaen i 2022

Nykøbing FC vil i Superligaen og har nu både oprettet stillinger som manager, teknisk chef og first team coach.

Ambitionen hos Nykøbing FC hedder Superliga i år 2022, og nu ændrer klubben på hele - setup'et omkring NordicBet Liga-holdet. 

Den tidligere landsholdsspiller Claus Jensen, der indtil videre har fungeret som klubbens sportsdirektør bliver nu opgraderet til at være manager, hvilket vil sige, at han også vil have det sidste ord omkring udtagelsen af holdet, taktikken og afviuking af kampene.

Cheftræner i det seneste halve år, Brian Rasmussen, overgår til en rolle som first team coach, hvor den primære rolle fortsat vil være at køre de daglige træninger og spare med manageren. 

Og så bliver Jan Michaelsen, der hidtil har været head of coaching for U13-U15, forfremmet til at være teknisk chef for det ambitiøse projekt. Alle de tre stillinger er nye i klubben.  

- Med den nye organisation på plads får vi en direkte linje mellem manageren på førsteholdet ned til Ole Nielsen som børneansvarlig for de mindste i NFC. Det tror vi på vil gøre os til en betydningsfuld klub i Danmark, der med fokus på talentudviklingen og optimeringen af vores fundament skaber grobund for ambitionen om at bringe topfodbolden tilbage med en kerne af lokalt forankrede spillere.

- Både Claus og jeg er inspireret af de klubber, vi har arbejdet i herhjemme (henholdsvis Lyngby Boldklub og FC Nordsjælland) med mange trænere omkring holdene og fokus på at udvikle spillere. Med den nye model, tror vi på, at vi kan skabe et endnu stærkere miljø, hvor de unge spillere får både chancen samt stor tro på dem, og at vi dermed kan gøre det umulige muligt over de kommende år.

- Det bliver fremadrettet Claus’ opgave at have ansvaret for holdudtagelse og sammensætningen af spillertruppen samt det udvidede team omkring holdet. Claus vil ligeledes fortsat være medansvarlig for at videreudvikle den ’blå tråd’ helt ned til de mindste i Nykøbing FC sammen med de mange engagerede og dygtige folk i Nykøbing FC, siger bestyrelsesformand Tage Nielsen.

Den nye manager Claus Jensen supplerer:

- Ambition er at skabe et miljø med stort ansvar til alle i teamet, som er omdrejningspunktet for al arbejde i NFC. Vi skal fortsætte med at arbejde som en enhed og løfte i flok samt bruge vores ressourcer optimalt. Det tror vi på, at vi gør med det nye setup.

- Superliga i 2022 er vores ambition, og den fungerer som vores ledestjerne og vision ude i horisonten – den ambition bygger på udviklingen af det nuværende hold med vores stærke kulturbærere og vores mange meget unge talentfulde spillere, som skal kunne spille med i toppen af NordicBet Ligaen over de kommende sæsoner. Vi har et meget talentfuldt hold, hvor flere af de unge spillere fik masser af spilletid og erfaring det seneste halvår i NordicBet Ligaen, siger Claus Jensen, der på det danske landshold nåede 47 A-landskampe i karrieren, der også bød på succesfulde ophold i engelske Bolton, Charlton og Fulham.

Nykøbing FC ligger inden forårets kampe på en ikke tilfredsstillende niendeplads - bare et point over nedrykningsstregen. Ambitionen er dog fortsat at skyde sig ind i top 6 i en sæson, hvor kun vinderen af rækken sikrer sig oprykning til Superligaen.