Video : Tipsbladet
1. division

FC Fredericia forlænger med Mucolli: Han har et uforløst potentiale

Agon Mucolli bliver i FC Fredericia på en toårig aftale.

I januar fik Agon Mucolli revet sin aftale med Vejle Boldklub over, og i februar tog FC Fredericia en chance og gav en kort kontrakt til offensivspilleren, der ikke havde spillet en officiel kamp siden 2017.

Den kontrakt stod til at udløb denne sommer, men i Fredericia har Mucolli imponeret, og parterne er nu blevet enige om en toårig kontraktforlængelse. Det skriver FC Fredericia på sin hjemmeside.

I FC Fredericia er håbet, at 20-årige Mucolli kan forløse sit potentiale. Det fortæller direktør Stig Pedersen ifølge klubbens hjemmeside. 

- Da Agon kom til os, var vi godt klar over at han er en dygtig spiller med nogle spidskompetencer, som rækker udover niveauet i NordicBet Ligaen. Vi forventer at Agon kommer til at vise sig fra hans bedste side når spillerne møder ind igen efter sommerferien og samtidig bygger på frem til sæsonstart, så vi kommer til at se en top fit Agon i det kommende efterår.

- Vi har store forventninger til Agon. Vi ved at han har et uforløst potentiale, som vi håber han kan få forløst her hos os. Agon har gjort det godt siden dag et, hvilket vi håber han fortsætter med, lyder det fra Stig Pedersen.

Hidtil har Agon Mucolli spillet ni kampe med to mål til følge for FC Fredericia i 1. division.