FC Fredericia henter tidligere FC Helsingør-spiller
Foto: Fredericia
1. division

FC Fredericia henter tidligere FC Helsingør-spiller

Mathias ”Malte”Johannsen skulle ikke gå uden kontrakt særlig længe. Nu har han fået en aftale på plads med FC Fredericia.

For to dage siden sagde FC Helsingør farvel til Mathias ”Malte” Johannsen, som ønskede at få mere spilletid. Den mulighed jagter han nu hos FC Fredericia, som han har lavet en halvårig kontrakt med.

FC Fredericia har valgt at hive den 26-årige forsvarsspiller til klubben som erstatning for venstre backen Erik Nissen, der har brækket benet.

- Efter Erik brækkede benet, skulle vi reagere og hente en erstatning ind. Jeg ville rigtig gerne have en, der var god med venstre, og som kunne føre bolden op med venstrebenet. Og når uheldet nu var ude med Erik, så var det vigtigt for mig at få en venstrebenet spiller, fortæller FC Fredericia-træner, Jonas Dal, til klubbens Facebook-profil.

- Han er forsvarsmæssigt fint funderet, forstået på den måde at han indgår fint i relation med en midterforsvarer, men også fint på backpositionen. Han er dygtig til at sætte spillet op frem i banen og bidrage offensivt, hvis han er på backen, lyder beskrivelsen fra træneren.

Allerede i weekenden kan Mathias ”Malte” Johannsen få debut for FC Fredericia, som møder Næstved på udebane i sæsonens første kamp i NordicBet Ligaen.