Video : Tipsbladet
1. division

FC Helsingør er få dage fra at blive solgt: Jeg tager ikke hjem før

Senest om en uge forventes FC Helsingør at være på amerikanske hænder. Manden i spidsen for konsortiet, Jordan Gardner, tager ikke hjem, før papirerne skrevet under.

Det har efterhånden været undervejs i flere måneder, og nu ser det endelig ud til at blive ført ud i livet. FC Helsingør bliver solgt i løbet af få dage, slår manden i spidsen for køberne, Jordan Gardner, fast.

Han har været i Danmark de seneste dage for at få de sidse detaljer på plads, og han optræder i lokalavisen Helsingør Dagblads spalter iført klubtrøje og med strittende tommeltot. 

- Vi er så godt som klar til at sætte pennen til papiret, og det kommer til at ske inden for den næste uge. Lige nu bliver alle de juridiske dokumenter gået efter og gjort helt klar, og det arbejde tager et par dage. Jeg tager ikke hjem til USA, før papirerne er skrevet under, siger Jordan Gardner til avisen.

De amerikanske investorer betaler syv millioner kroner for 51 procent af aktierne i det selskab, som netop er blevet stiftet. Her er det meningen, at de skal udvikle danske og amerikanske talenter, sælge dem videre og på den måde tjene penge.

Som Gardner selv fortalte til tipsbladet.dk for et par uger siden, er amerikanerne inspireret af FC Nordsjælland og Right to Dream.

- Målet er at udvikle unge spillere i det rette system og sælge dem videre til større klubber. Vi vil fokusere på danske spillere, men også hente talentfulde spillere fra andre steder, blandt andet USA, og flytte dem videre til andre klubber, om det er i Danmark eller Holland, Belgien, Frankrig eller andre lande, sagde han.

- Klubbens infrastruktur udgøres af folk, der har arbejdet i FC Nordsjælland, som har haft meget succes med ungdomsudvikling. Vi vil tage den model og bringe spillere ind fra udlandet, som har andre skillsets. Her kan vi tilbyde dem det rette system og den rette træning.

- FC Nordsjælland har gjort det fantastisk over lang tid og udviklet både danske og udenlandske spillere. Vi vil kopiere den tilgang på mange måder, men med andre spillere og andre ressourcer, men det i lange løb er det den model, vi lader os inspirere af.

Gardner og co. kan dog risikere, at de tager hul på tilværelsen som klubejere i Danmark med en nedrykning. Holdet ligger aktuelt på 11. pladsen i  1. division og har ét point op til redning.