FC Helsingør henter Lønstrup-afløser i HIK
Foto: Getty Images
1. division

FC Helsingør henter Lønstrup-afløser i HIK

Peter Feher er ny mand i spidsen for FC Helsingør, oplyser trænerens tidligere klub, HIK.

Det blev kun til én enkelt sæson i Superligaen for FC Helsingør, der i starten på den nye sæson i 1. division tilmed har sagt farvel til cheftræner Christian Lønstrup efter fem års samarbejde. 

Lønstrup valgte selv at opsige sin stilling i 1. divisionsklubben, der efter snart tre ugers trænerjagt nu har fundet afløseren.

Klubbens nye cheftræner bliver Peter Feher, der tidligere har været ni år i FC Nordsjælland som både ungdomstræner og assistenttræner, men som i de seneste to år har været cheftræner i 2. divisionsklubben HIK. 

Det oplyser HIK på klubbens hjemmeside.

- Vi ønsker Peter alt muligt held og lykke. Han har flyttet HIK på mange områder, og vi kan med stolthed sige, at klubben i dag har et stærkt professionelt set up og en offensiv og attraktiv spillestil. Det har Peter i allerhøjeste grad været med til at skabe, siger talentansvarlig i HIK, Per Frimann, til klubbens hjemmeside.

FC Helsingør har i det første otte runder hentet ni point i 1. division og befinder sig dermed på en ottende plads i tabellen.