Video : Tipsbladet
1. division

FC Helsingør ophæver med to spillere: Vil forfølge karriere uden for fodbold

Jonathan Eriksen og Martin Fisch har fået ophævet deres kontrakter i FC Helsingør. Sidstnævnte kan ikke få 1. divisionsfodbold til at passe med sit "almindelige" job.

For et år siden var han fast mand i en Superliga-klub, men nu forlader Martin Fisch FC Helsingør for at fokusere på sit "almindelige" job. Her er han kreditkonsulent i en dansk virksomhed.

Klubben fortæller i en pressemeddelelse, at både Fisch og unge Jonathan Eriksen forlader klubben med øjeblikkelig virkning. Om Fisch, der ellers spillede 25 Superliga-kampe i sidste sæson, siger direktør Janus Kyhl:

- For Martin Fisch’ vedkommende drejer det sig om, at han ikke kan få sit civile job til at passe sammen med fodbolden her i Helsingør, nu hvor vi er gået over til formiddagstræning. Martin har gang i en rigtig flot karriere ved siden af fodbolden, og har forståeligt nok valgt at prioritere den.

- Martin har været FCH en god mand, og har altid været garant for hårdt arbejde både på banen og til træning. Han var en vigtig del af vores Superligaeventyr, og vi har været rigtig glade for at have ham i klubben. Vi ønsker begge spillere held og lykke fremover.

Mens Fisch tidligere har spillet fast for FC Helsingør, nåede 20-årige Eriksen aldrig så langt. Han fik blot en enkelt førsteholdskamp for klubben. Han forlader klubben af samme årsag; at han som ung ikke formåede at bide sig fast på holdet.