Video : Tipsbladet
1. division

FC Roskilde henter tidligere Næstved-profil på kort kontrakt

Finnus Justinussen skal i det næste halve år tørne ud for FC Roskilde i 1. division.

FC Roskilde er i gang med de sidste forberedelser til den kommende sæson i 1. division, og få dage før sæsonstarten har de sikret sig en forstærkning til angrebet. 

Angriberen Finnur Justinussen skal i det kommende halve år trække i FC Roskilde-trøjen, hvor han skal være med til at erstatte Emil Nielsen, der scorede 20 mål for FC Roskilde i sidste sæson og skiftede til Lyngby Boldklub denne sommer. Det bekræfter klubbens ejer, Carsten Salomonsson, overfor sn.dk.

- Vi bliver nødt til at have en makker til Mileta Rajovic oppe i front, og vi kommer i hvert fald nok til at undvære Monday Etim i de første par kampe, indtil hans arbejdstilladelse går i orden, siger Carsten Salomonsson til mediet og tilføjer, at de nu er klar til sæsonpremieren mod Viborg FF fredag.

Finnur Justinussen har senest været på kontrakt i Næstved Boldklub, men han forlod klubben efter en gensidig ophævelse af kontrakten i januar 2019. Før det viste han sig ellers frem i 1. division, hvor han i efteråret 2018 scorede 11 mål på 17 kampe.

Fra sin tid i Næstved kender færingen desuden FC Roskildes assistenttræner, Anders Clausen, der før denne sæson var assistent i Næstved.    

Den 30-årige angriber har også en fortid i Fremad Amager og har desuden spillet seks landskampe for Færøerne ifølge Transfermarkt.