FC Roskildes formand er død
1. division

FC Roskildes formand er død

Carsten Wickmann, bestyrelsesformand i FC Roskilde, afgik ved døden mandag formiddag efter kort tids sygdom.

Bestyrelsesformand for FC Roskilde A/S, Carsten Wickmann, er afgået ved døden efter kort tids sygdom.

Det oplyser 1. divisionsklubben på sin hjemmeside. 

- Det er med stor sorg vi har modtaget meddelelsen om Carsten Wickmanns alt for tidlige død mandag formiddag.

- Siden sin tiltrædelse som bestyrelsesformand for FC Roskilde A/S, har Carsten utrætteligt arbejdet for klubben og har sin meget store andel af æren for de resultater FC Roskilde har opnået de senere år, både sportsligt og organisatorisk.

- Vi vil selvsagt komme til at savne Carstens store engagement og arbejdsindsats, men allermest vil vi savne Carstens lune og humor ved arrangementerne i klubben og på bestyrelsesmøderne.

Ud over sin post i FC Roskilde har Carsten Wickmann været administrerende direktør i Bager- og Konditormestre i Danmark og aktiv i kommunalpolitik i Roskilde.