Video : Tipsbladet
1. division

Fritstillet Horsens-spiller skriver med Skive

Frederik Mortensen har en uge efter bruddet med AC Horsens lavet en aftale med 1. divisionsoprykker.

Skive IK skrev onsdag kontrakt med Mikkel Vendelbo, og nu har oprykkerne hentet endnu en forstærkning til den kommende sæson i NordicBet Ligaen. Det drejer sig om den tidligere Horsens-spiller Frederik Mortensen, som stoppede i Superligaklubben i sidste uge.

- Frederik er en ung og meget ærgerrig spiller, og han passer dermed rigtig godt ind i vores, i forvejen, meget talentfulde trup, siger sportschef Rasmus Brandhof om den 20-årige midtbanespiller.

Mortensen nåede i AC Horsens blot to kampe i løbet af sit ene år i Horsens-trøje, hvoraf det kun blev til 56 minutter i Superligaen i en enkelt kamp.

Inden AC Horsens spillede Frederik Mortensen i Hjørring IF, som er moderklubben til Vendsyssel FF, inden turen gik til Viborg FF. Her nåede han i en enkelt sæson at være en del af førsteholdstruppen.

Midtbanespilleren er blevet udstyret med en kontrakt, der løber frem til sommeren 2020.